Historisk set har whiskyproducenterne forsøgt sig med mangt og meget, og flere forskellige trætyper har været anvendt til produktion af fade til whiskyindustrien. Går man bare halvtreds år tilbage i tiden, blev den meste whisky lagret på fade af helt ny eg fra Rusland og selv eg fra Storbritannien blev anvendt til lagring. Af gode grunde ved vi ikke, hvordan whiskyen smagte den gang, men det har helt sikkert været en anderledes oplevelse. I dag anvendes hovedsagelig eg fra Europa (Quercus robur) samt Amerikansk eg (Quercus alba).

Amerikansk eg

Mere end 95 % af al eg, der kommer ind i whiskyindustrien, har vokset i Nordamerika. Før 2. verdenskrig var amerikansk egefade næsten ukendte i whiskyindustrien. Efter krigens afslutning rettede skotterne imidlertid blikket mod Amerika, da producenterne af amerikansk whiskey havde et enormt overskud af brugte fade. I midten af 1930’erne havde bødkersammenslutningen indgået en aftale med destillatørerne om, at nydestilleret amerikansk whiskey skulle fyldes på helt nye fade for at kunne blive benævnt Bourbon eller Rye. Og dermed blev næsten helt nye amerikanske fade værdiløse efter kun få års anvendelse. Til gengæld var der aktivitet i skovindustrien og i bødkererhvervet i Missouri. Skotterne fik hurtigt set potentialet i de brugte amerikanske fade, der viste sig at være perfekte til lagring og modning af skotsk maltwhisky. Og de havde endnu en fordel. De var billige. Og det har sikkert overbevist de sidste skotske tvivlere. Selvom der har været en vis udvikling i priserne side 2. verdenskrig, koster bourbonfade (som de benævnes under et) cirka en tidendedel af hvad producenterne må betale for eksempelvis et fad fra Sherryproducenterne i Spanien. Et bourbonfad indeholder omkring 180-200 liter. I starten blev alle fade brudt ned i stave og samlet i stakke for at spare plads under transporten til Skotland. Efterfølgende blev stavene samlet hos de skotske bødkere til endnu større fade kaldet ”hogsheads”, der rummer cirka 250 liter. Denne trafik foregår stadigvæk den dag i dag, men oftere og oftere transporteres hele bourbonfade til Skotland, hvor de straks efter ankomsten påfyldes med whisky.

Europæisk eg

Tidligere blev vin og hedvin importeret til Storbritannien direkte på fade fra producenterne. Sherry, Madeira, Portvin, Marsala og selv traditionelle bordvine fra eksempelvis Bordeaux blev hjemtaget til vinhandlerne, som selv forestod tapningen på flaske. Da de ikke efterfølgende havde nogen anvendelsesmuligheder for de tomme fade, blev disse solgt videre til whiskyproducenterne, som anvendte fadene til lagringen af whiskyen. I dag tappes de fleste Europæiske vine på produktionsstedet, men importen af de tomme fade er fortsat. Den europæiske eg, der anvendes i whiskyindustrien i dag, kommer hovedsageligt fra Spanien, Portugal og Frankrig.

Sherryfade fra Jerez

De fleste fade, der kommer til Skotland fra Spanien, og derefter anvendes i whiskyindustrien, har været anvendt til Oloroso Sherry, men også Fino og Pedro Ximénez fade ses fra tid til anden. Selve træet har ofte vokset i Galicien i Nordspanien, men det er i og omkring byen Jerez, at Sherry bliver til. Sherry har i mange år været under pres, og efterspørgslen har været stærkt vigende. Mange producenter har indstillet aktiviteten, og det er blevet vanskeligere for whiskypoducenterne at skaffe tilstrækkeligt med sherryfede. Derfor har flere whiskyproducenter entreret på sherrymarkedet – ikke for at producere og sælge sherry, men for at sikre forsyningen af fadene. I nogle tilfælde bliver sherryen, efter lagringen, destilleret til billig spansk Brandy. Nogle Bodegas er endvidere begyndt at anvender faktisk amerikansk egetræ i et forsøg på at gøre produkterne billigere.

Portvinspiber – fra Dourodalen i Portugal

I portvinens hjemegn kaldes et fad for en pibe. Målene er usikre, og der findes piber i forskellige størrelser. Douro-piben indeholder 550 liter, mens eksportpiben (Gaia-piben) indeholder 534 liter. Ved en nærmere gennemgang af lagrene hos de forskellige producenter i Gaia og i selve Dourodalen, vil man opdage at der findes et utal af forskellige størrelser piber fra omkring 500 til omkring 650 liter. Disse piber bliver dog udelukkende anvendt til lagringen, og ikke til at eksportere portvinen i. I øvrigt eksporteres al portvin i dag i flasker, hvorfor whiskyproducenterne specifikt skal købe tomme portvinspiber hos producenterne i Dourodalen eller i Gaia. Og derfor kan portvinspiber af forskellige mål dukke op i whiskyindustrien.

Vinfade fra Bordeaux

Storbritannien har altid været et stort marked for de gode vine fra Bordeaux, og tidligere blev vinen sendt til de britiske købmænd i hele fade. Efter tapningen af vinen, blev fadene ekspederet videre til whiskyindustrien i Skotland. Denne ”trafik” med fyldte vinfade eksisterer ikke længere, og bordeauxfadene, der typisk har en størrelse på 225 liter, og ofte er produceret af Limousin eg, har aldrig spillet nogen stor rolle for whiskyproducenterne, om end der i dag ses en del finish-produkter, hvor især fade fra fremstilling af søde Bordeauxvine er anvendt. De forskellige whiskyfade anvendes til lagring af whisky mere end blot en enkelt gang. De ”friskes op” og repareres hos bødkerfirmaerne i Skotland. Ødelagte stave udskiftes og de brændes (toastes) måske endnu engang indvendigt, for at give whiskyen adgang til det friske træ. I nogle tilfælde påfyldes endnu engang Sherry eller Portvin i et forsøg på at reproducere en bestemt fadtype. Men på et tidspunkt må selv de bedste fade kapitulere, når stavene bliver for tynde, er der risiko for at whiskyen løber ud. De urangerede og værdiløse fade, som industrien over årene producerer i hobevis af, genanvendes desværre til lagring af både malt- og grainwhisky, der blot er tiltænkt som en byggeklods i en tilfældig blend. Fadet bidrager blot til, at producenten overholder lovgivningen om ”lagring på egefade” i minimum tre år. Der står ingenting skrevet i lovgivningen om, at fadet skal være af en vis kvalitet og bidrage positivt til whiskyens modning. Loven er overholdt, vi skal videre… I sådanne tilfælde taler man om et ”dødt fad”, som ikke længere bidrager positivt i modningsprocessen. Skulle et sådant fad, af uransagelige veje finde markedet og måske blive aftappet som maltwhisky af en uafhængig aftapper, vil farven på whiskyen ofte være hvid med et lysegrønt skær. Lad sådan en flaske stå på hylden. Den indeholder blot en negativ overraskelse. Derimod stilles mange krav til egenskaberne ved et fad, som skal anvendes til lagring af en maltwhisky, der senere skal tappes som Single Malt eller indgå i en luksus blend. Fadet må på ingen måde tilføre whiskyen en ubehagelig eller utiltrækkende lugt eller smag, snarer det modsatte. Fadet skal simpelthen tilføre whiskyen positive aromaer. Fadet skal endvidere være så tæt, at væsken forbliver i fadet under modningsprocessen. Nogle fade skal kunne ligge i lagerbygningerne i måske 30 – 40 år, før whiskyen tappes. Samtidig skal porrerne i fadet tillade whiskyen at trække ud i træet, hvilket tilfører whiskyen yderligere aromastoffer og tanniner fra fadet. I det følgende gennemgås de mest anvendte fadstørrelser. I den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, at fadenes mål altid er udtryk for cirkamål. Bødkererhvervet er et håndværk, hvor der stadigvæk er mange manuelle processer, og to tilsyneladende helt ens fade vil aldrig være helt lige store.

Hogshead

Et hogshead kan variere i størrelse fra 225 – 250 liter. Disse fade er ombygget af Barrels, der har været anvendt til lagring af amerikansk whiskey. Der gå typisk 5 barrels til 4 ombyggede Hogsheads. En hogshead er den mest almindelige fadstørrelse i den skotske whiskyindustri.

Sherry Butt - Sherry Puncheon

500 – 550 liter store fade, der har været anvendt til lagring af Sherry i Jerez i Sydvestspanien

Barrel (Amerikan Standard Barrel)

Disse fade, som typiske indeholder fra 180 – 200 liter, har været anvendt til lagring af Amerikansk whiskey. Fadene ombygges eller anvendes som de forefindes.

Quarter Casks – Octave Casks

Et Quarter Cask indeholder normalt omkring en ¼ del af en amerikansk Barrel, altså 50 liter og et Octave cask en 1/8 del - altså 25 liter. Andre producenter definerer et Quarter cask som 100 liter og et Octave som 50 liter. Heller ikke her findes der nogen entydig definition eller lovgivningsregler. Jo mindre whiskyfad, jo hurtigere går modningsprocessen. Der anvendes mange forskellige, og meget opfindsomme betegnelser, på flaskernes etiketter. Da der ingen decideret lovgivning er på området – udover at fadet skal være lavet af eg – er det således ofte op til kreative reklamefolk at designe etiketter og konstruere tillokkende budskaber på disse. Begreber som ”Super Oak” eller ”Fantastic Wood” betyder ikke nødvendigvis, at der har været anvendt bedre fade end til modningen af andre lignende whiskies. Og det er helt op til den enkelte producent at definere, hvad man skal forstå ved de forskellige begreber og betegnelser. Her er dog et par retningslinier.

Finish eller Cask

Oftest vil begrebet ”cask” referere til, at whiskyen har tilbragt hele lagringstiden på en bestemt fadtype. Eksempelvis vil ”Sherry Casks” henvise til, at whiskyen i hele processen har lagret på sherryfade. Når begrebet ”finish” indfinder sig på etiketten eller i omtale af produktet, vil whiskyen ofte have tilbragt en kortere eller længere perioden på en bestemt fadtype. Eksempelvis vil ”Port Finish” betyde, at whiskyen er afrundet på portvinsfade i en periode inden tapningen.

Double Cask, Double eller Trible Matured

Disse begreber henviser til, at whiskyen har tilbragt lagringstid på to, tre eller flere forskellige fadtyper. Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at whiskyen i første omgang har været på ét fad, for så efterfølgende at ligge nogen tid på et andet fad. Begreberne kan i ligeså høj grad dække over, at whisky fra to forskellige fadtyper er blevet blandet sammen inden whiskyen er aftappet.

”Cask is king” – der er tusindevis af kombinationsmuligheder, der giver tusindevis af sjove, spændende og fantastiske whiskyoplevelser.